Healthy Skinny Bitch
Blog Guides Min blog Tips & Tricks

Den “fede” belønning!

Personligt er jeg meget imod nytårsforsæt, da jeg ikke hørt om nogle der rent faktisk bliver overholdt i mere end 2-3 uger, men jeg er til gengæld virkelig for målsætninger – både kort- og langsigtede. Der er ikke noget bedre end at nå et mål som man har sat sig, og at det samtidig kan fungere som et godt los i røven ift. at holde motivationen oppe er jo bare endnu bedre.

Uanset om dit mål er et specifikt vægttab, at få trænet x antal gange på en måned eller holde en slikfri uge, så er det verdens bedste undskyldning for at belønne sig selv, når målet er nået!

Og her kommer så min pointe – Lad nu være med, at belønne jer selv med det I netop har afholdt jer fra! Eller med andre ord: Lad være med at proppe jeres belønning i munden!

Hvis du har gået og kæmpet med, at afholde dig fra slik og kage hver eneste dag i en måned (som selvfølgelig var den måned, hvor alle havde fødselsdag, og du derfor skulle sige “nej tak” til ekstra meget kage og slik på arbejdet), så virker det simpelthen så meningsløst, hvis du fejrer din seje indsats ved at bade dig i jordbærkager fra Lagkagehuset og Marabou med daim så snart de 30 dage er omme.

På samme måde er der heller ikke nogen grund til at fejre dit 5 kgs vægttab med en middag med ekstra bearnaise og pommes friter, en efterfølgende bytur med masser af sukkerholdige cocktails, afsluttende natmad på Pizza Porno og burger til tømmermændene næste dag for så at skulle starte forfra mandag, hvor dit hoved stadig gør ond, og du har ca. 3 kg væske ophobet i kroppen efter weekenden.

Prøv i stedet at belønne dig selv med noget, som du ikke ville prioritere normalt, og som du ikke skal proppe i munden. Det kunne fx være lige at købe den ekstra dyre neglelak fra Chanel, få en times massage, tage i Frederiksberg svømmehals kurbad med en veninde (og nyde at badedragten rent faktisk sidder som den skal), afsætte 5 timer til at slappe og se ens yndlingsserie uden dårlig samvittighed eller købe de der løbesko, som man har gået at drømt om.

Hvis dit mål er vægttab, så vær lige opmærksom på, at det ikke altid er verdens fedeste idé at investere i nyt tøj før man har nået sit endelige mål. Det er for surt, at gå ud og bruge mange penge på et par dyre jeans, man ikke kan passe måneden efter. I det tilfælde vil jeg anbefale sko og tasker – de passer uanset buksestørrelse og fedtprocent 🙂

Håber I kan bruge dette lille tip!

Skriv meget gerne jeres (del)mål og belønning nedenfor, og endnu bedre, når I rent faktisk har nået det! Husk at små kortsigtede delmål kan være mindst lige så vigtige som de langsigtede (fx træn 3 gange næste uge!).

Held og lykke med jeres målsætninger!

//HSB

You Might Also Like...

13 Comments

  • Reply
    Christina T
    16. december 2013 at 11:11

    Så godt skrevet!! Jeg er typisk også en af dem, som tænker “Eii nu har jeg jo gjort det såå godt, så en kage skal jeg da lige ha'” og det er da en dum måde at tænke på. At vi skal proppe ting i munden for at belønne os selv.
    Fedt indlæg og gode løsninger – jeg tror da i hvert fald jeg skal ud og shoppe lidt efter jul, i stedet for at spise kage 😉
    God jul herfra ;o)

  • Reply
    Louise V.
    16. december 2013 at 12:13

    Enig!

    Hvis jeg får trænet de 4-6 gange om ugen, jeg gerne vil nå, køber jeg ind til en lækker frisk salat. Nogle gange bliver det også til et nyt stykke sportstøj til mig selv – det må da være ok, når jeg træner så meget.

    Eneste problem ved denne ellers så positive belønningsspiral er, at mit yndlingssportsstøj er fra Casall. Det er altså en smule dyrere end et besøg hos Lagkagehuset 🙂

  • Reply
    Carina Vergmann
    16. december 2013 at 12:59

    Virkelig god pointe Sara!
    Vil helt klart huske det her indlæg næste gang jeg føler at jeg bør belønne mig selv 🙂

  • Reply
    Amalie Bering
    16. december 2013 at 17:37

    Godt indlæg Sara 🙂 Har personligt ikke rigtig gjort det så meget i at belønne mig selv (eller måske har jeg bare gjort det uden at tænke over det?). Jeg tror jeg vil begynde at fejre de små skridt noget mere, men selvfølgelig i en stor bue udenom lagkagehuset, haha 🙂

    • Reply
      Healthyskinnybitchdk
      16. december 2013 at 20:17

      Amalie, du fortjener da helt sikkert en kæmpe belønning, når du har gennemført dit halvmarathon nytårsaften 🙂

  • Reply
    Melissa Bolvig
    16. december 2013 at 20:37

    Jeg har total samme holdning til “belønning” i form af mad, kage, slik mm.

    Har aldrig haft et behov for at belønne mig selv med den slags, idet mit mål har været (stadig er) vægttab og toning, hvorfor det ville være så modsigende og usammenhængende, at belønne sig selv med noget man har gået og overbevist sig selv om man skal holde sig fra i så lang tid.
    Målene jeg har nået de seneste par måneder har jeg egentlig ikke som sådan belønnet, men der er dog blevet købt en del nyt træningstøj fra Nike, og måske nogle kjoler i en lille størrelse – bare fordi man nu kan 😉

    Mine nye langsigtede mål er b.la. at jeg skal løbe et halvmarathon i år 2014, og skal have tonet det sidste af kroppen inden sommer. Mine kortsigtede mål lyder b.la. på, at kunne lave klappende push ups, kører med 2,5 kg vægtskiver på step og løbe lange intervaller med 17 km/t.
    Bedste belønning for ovenfornævnte mål må være nye løbesko . Altid en sikker vinder! 😉

  • Reply
    Kristine Moth
    20. december 2013 at 14:01

    Super godt og motiverende indlæg Sara!
    Sejrsfølelsen over at have tabt sig eller have trænet 5 gange på en uge varer bare længere, hvis jeg ikke giver mig selv dårlig samvittighed ved, at spise usundt. I stedet belønner jeg mig selv med nyt sportstøj, eller med lidt lækrere råvare til mine sunde måltider. Dog har jeg tænkt mig, at belønne mig med god Champagne nytårsaften når jeg har løbet halvmaraton..
    God pointe med målsætninger fremfor nytårsforsætter. Mine mål for det stykke tid er, at blive mere fit og gå ned i fedtprocent. Desuden vil jeg ligesom Melissa kunne gennemføre step på stram op med 3 kg håndvægte (Selvom der aldrig er nogen pige der har gjort det før) og lave push ups med klap. Herudover er mine mål, at løbe Toughest race, halvmaraton og Nordic race i 2014.

  • Reply
    Sofie
    22. december 2013 at 14:55

    Først og fremmest er jeg enig i indlægget!

    Da jeg er fan af søde sager har jeg grublet længe over, hvad min belønning – såfremt jeg når mine mål – skulle være.

    Mine delmål, som jeg skal nå inden min fødselsdag (februar) er at træne minimum 5 gange ugentligt, veje max. 55 kilo, en fedtprocent på max. 20 og 3 ugers alkoholfri.

    Jeg har besluttet, at min belønning skal bestå i noget lækkert undertøj, da det for det første altid er lækkert med nyt undertøj, fordi det er en gave, jeg kan give mig selv og fordi jeg derved har motiveret mig selv for at opretholde mine mål fremadrettet – det ville jo være nederen, hvis jeg efter en måned ikke kunne passe det nye undertøj længere 😉

    Men ellers vil jeg tilslutte mig Melissa – nyt sportsgrej er altid nice som belønning. Og så har man endnu en undskyldning for at få trænet lidt ekstra, så man kan få brugt det nye….

  • Reply
    6 klassiske slankekurs brølere ‹ healthyskinnybitch.dk
    2. januar 2014 at 21:39

    […] så sæt dig nogle realistiske mål, som du kan nå og find den “fede belønning”, når du har nået […]

  • Reply
    Amalie
    25. maj 2014 at 12:50

    Super godt indlæg. Jeg har netop afsluttet en praktikperiode og det betyder, at der er plads til et nyt delmål. Har sat min træning op fra 3-4 gange om ugen til 5!

    Jeg har en super god kostplan som kører virkelig godt så delmålet om 5 gange træning om ugen skal lede til at jeg kommer lidt mere ned i fedtprocent så jeg kan høste frugterne af al min hårde mavetræning når mavemusklerne begynder at titte mere frem!

    Min belønning er et par flotte Birkenstock sandaler, der er køb og det endelig mål skal fejres med 2 ugers ferie i sommerhus med kæreste og hund.

  • Reply
    Den “fede” belønning part II: Lash-tastic sukkerfri oktober ‹ healthyskinnybitch.dk
    16. november 2014 at 21:26

    […] har tidligere skrevet et indlæg om “den fede belønning” – et koncept jeg bruger meget både i forhold til mine personlige træningskunder, men også i […]

  • Reply
    Simone
    17. november 2014 at 22:20

    Jeg kan godt lide dit budskab, meen jeg synes nu også, at det er vigtigt at give sig selv lov til lidt usundt i ny og næ. Faktisk er det min overbevisning, at det bl.a. er det, som holder slanke mennesker slanke (det hører jeg også fra flere af mine slanke bekendte). Jeg har altid været slank, men jeg synes faktisk at det er meget vigtigt for mig at give mig selv lov til at spise usundt engang imellem. Jeg mener ikke her en pose chips – men måske et par håndfulde. Jeg elsker at spise et stykke mørk chokolade med en kop te en søndag aften. Jeg nyder det mere, fordi det ikke er flere gange om dagen, og kun i en lille mængde. Hvis jeg er til fødselsdag, spiser jeg typisk et stykke kage, men jeg holder mig til et og spiser automatisk sundere de kommende dage.

    Jeg lever efter princippet “alt med måde”, og det er det, der holder mig slank. På den måde kommer jeg aldrig til at overspise, og jeg føler selv mere livskvalitet og selvværd. Og som du selv nævner i et andet indlæg, synes jeg det vigtigste, når man vil nå et mål er, at man har sig selv med. Jeg forbyder aldrig mig selv noget, men mærker efter i mig selv. Hvis jeg havde forbudt mig selv den pose chips, så havde jeg jo nok spist den.

    God aften 🙂

    • Reply
      Healthyskinnybitchdk
      18. november 2014 at 20:48

      Hej Simone

      Tror vi er meget enige. Jeg siger ikke at du aldrig må spise et stykke kage. Jeg siger blot i dette indlæg at en belønning ikke nødvendigvis er lig med noget der skal spises! Og hvis man har et ønske om at tabe sig, så er et kalorieunderskud jo en nødvendighed, og så synes jeg hellere at man bør prioritere at spise rigtig mad fremfor kage i den periode man ønsker at tabe sig. Så kan man altid gøre plads til lidt kage ell. når man “blot” ønsker at holde vægten eller “holde sig slank”, men derfor behøver kagen jo ikke være en belønning, det kan jo også bare være et valg man tager og nyder. Håber det giver mening 🙂

      God aften 🙂

Leave a Reply