Healthy Skinny Bitch
Blog Min blog

Hvis vi klapper hinanden på skulderen, så ville vi alle blive gladere!

 

Idag har jeg lagt nedenstående før/efter billede på min instagram og facebook, og jeg skal da lige love for, at det skabte røre i andedammen. Teksten til billedet lød:

#HSBbootcamper fra B-menneske til morgentræningstypen

Denne seje bootcamper har virkelig formået at rykke sig på 8 uger! 7.3 kg mindre, 4.7 % point ned i fedtprocent, 1.9 kg mindre lean-body-mass og 53 cm mindre over bryst, talje, hofte, lår og arme. Men ud over de fysiske målinger og ikke mindst forbedrede kondi og styrke, så har hun virkelig rykket sig meget mentalt. Hele hendes tilgang til kost og træning har ændret sig, og så er hun gået fra at være B-menneske til rent faktisk at nyde morgentræning. Læs hendes testimonial og se hendes før/efter billeder på bloggen, hvor du også kan læse mere om den nye bootcamp med opstart i januar”

12248837_10156258345395305_64806668_n

Sekundet efter, at jeg havde trykket “post” begyndte en lang række kvinder at dele, hvilket billede de bedst kunne lide med kommentarer som at hun var pænere på før billedet, at hun ikke skulle tabe sig, at hun var for tynd og at der var piger, der fik mindreværkskomplekser og dårligt selvværd af at se disse billeder.

Jeg vil gerne starte med at understrege, at dette ikke er ment som en løftet pegefinger, men mere som en motivation til alle dem, der godt kunne tænke sig at leve lidt sundere, droppe de dårlige vaner eller bare smide de sidste 2 kg. Desuden har pigen på (efter)billedet en fedtprocent på 26,4% og en helt normal BMI. Hun er derfor på ingen måde hverken for tynd eller usund. Tværtimod har hun ved at udskifte sin pizza med broccoli og grønt, skruet op for intensiteten af sin træning tabt sig. Hun har igennem hele bootcamp forløbet spist sund almindelig mad med masser af grøntsager, mager proteinkilder samt en begrænset mængde fedt og kulhydrat opnået en sundere og stærkere krop. Forbedret sit kondital og iltoptagelse markant og kan nu løfte mange flere kg end hun kunne før. Hun er vildt glad os stolt af sine resultater og sin krop, og jeg synes hun er mega modig, at hun tør at dele sin historie.

Vi er ikke ude på at diktere, hvordan andre skal se ud, hvad de skal spise eller hvordan de skal leve deres liv. Vi viser blot, at man ved almindelig kost og træning kan forbedre sin form, tabe fedt og blive stærkere. Så kan folk mene, hvad de vil om billederne, men det vigtigste er vel at hun er glad?

Jeg synes, at det er så underligt, at vi “kvinder” har så travlt med at dømme hinanden. Der var INGEN der spurgte “hvilket billede kan du bedst lide?”, og alligevel forarger det så mange kvinder derude. Jeg talte med min (kloge) kæreste Toke om det, og han havde en virkelig fin pointe. Hvad med at “vi” aka. kvinderne allesammen bliver lidt bedre til at klappe hinanden på skuldrene?

Hvis en mand havde knoklet i 8 uger for at blive ripped og få en six-pack, så havde hans venner sagt “godt gået” og anerkendt ham. Hvis en anden (kvinde som mand) skulle løbe et marathon eller gennemføre en ironman, så ville det være sejt fordi det var performance orienteret, men en kvinde der træner 4 gange om ugen, udskifter bland-selv-slikket med almindelig mad, og smider et par kg, som hun har taget på over en længere periode er forkert. Hvorfor? Fordi hun ikke var decideret overvægtig før.

Jeg tillader mig at være uenig her. Jeg synes ikke, at alle skal være tynde eller nødvendigvis skal træne 4-5 gange om ugen, men jeg synes også at der skal være plads til dem der gør. Der er masser af tv programmer om folk, der udelukkende fokuserer på mænd og kvinder der vejer 130 kg+ og det er så fint, men jeg henvender mig også til dem, der måske bare gerne vil tabe sig de sidste 2 kg, blive stærkere, sundere eller droppe de dårlige vaner. For mig er sundhed ikke kun for de overvægtige. Der er masser af skønne kvinder derude, der gerne vil spise lidt mindre kage eller tabe sig 2 kg uden at det handler om spiseforstyrrelser eller lignende. Jeg skriver ikke, at alle skal se ud som pigen på billedet, og hvis du kigger efter kan du se, at hun er meget pæreformet. Det betyder også at hun kommer til at se tynd ud på overkroppen på efterbilledet, men hun er ikke undervægtig. Hverken i sin BMI eller fedtprocent. Jeg forsøger at give folk et realistisk billede af, hvad det kræver at spise sundt, træne regelmæssigt og for den sags skyld også tabe sig. Jeg gør mig ikke til herre over, hvem der skal tabe sig eller hvor meget, men dem der ønsker at tabe sig skal gøre det på den sundest mulige måde, og have de bedste redskaber til det, og det håber jeg at kunne give dem. Det er ikke ment som en løftet pegefinger, men blot som motivation til dem der ønsker at leve sundere. Der er altid nogle, der vil føle sig ramt, og hvis jeg siger folk skal spise mere broccoli, så er der nogle der får det dårligt med at spise pommes fritter til aftensmaden i stedet for broccoli. Skriver jeg at det er sundt at træne 3 gange om ugen er der nogle der får det dårligt ved at de “kun” træner en gang om ugen osv. Jeg er med på, at jeg ikke skal opfordre til forskruede skønhedsidealer, men omvendt tillader jeg mig, at vise folk, hvad de kan opnå ved almindelig mad de kan købe i netto og ved almindelig træning i et fitnesscenter. Det er hverken syge kosttilskud eller skønhedsidealer som fx bikinifitness modeller, der kræver kroppen som et fuldtidsjob. Jeg håber, at I kan følge mig. For jeg kan sagtens følge folks tankegang om, at man skal passe på, hvordan man påvirker folk, men omvendt så synes jeg også, at denne pige kan være pisse stolt af sin indsats, krop og resultater.

Jeg synes, at vi skal blive bedre til at rose hinanden. Klappe hinanden på skulderen og sige godt arbejde for som Toke siger: “Vi er alle forfængelige i et vidst omfang – nogle gange bruger vi en masse penge på tøj og sko, og nogle gange vælger vi at bruge noget mere tid og energi på at skære lidt ekstra sul af kroppen. Ved sidstnævnte kommer man ovenikøbet i bedre fysisk form, bliver stærkere, mindre syg og mange andre veldokumenterede positive bivirkninger – OGSÅ MENTALT! Kroppen er dejlig – i alle former – men det vigtigste er at vi har det godt i den, på alle mulige måder – INGEN af disse piger er i nærheden af en “farlig” lav fedtprocent – så prøv at støtte hinanden lidt mere i jeres individuelle valg af udseende (og livsstil) også kropsligt – “live and let live” :)” 

You Might Also Like...

6 Comments

  • Reply
    Lise
    18. november 2015 at 13:39

    Fra Kvinder til kVINDER

    Jeg er på mange måder, og ofte enig med meget af det, du skriver om på din blog. Og jeg er bestemt ikke pjattet med at kvinder opfører sig vurderende overfor hinanden. Både kvinder og mænd kan være absurd hårrde ved hinanden på nettet , og i virkeligheden. Jeg mener også, at det er bedre, ofte, at tie end tale, især hvis man kun har dårligt at sige.

    Men du glemmer en ting. Når du lægger billeder af før og efter op, er du også selv i høj grad vurderende. Du er offentlig kendt og anerkendt helt ind i Go morgen show, og sætter med din medvirken i mediebilledet et fordaftryk og en form for dagsorden for, hvad der er den flotte/ bedste/ sundeste krop. I handlingen roser du jo efter-billedet og dermed er før-billedet “det dårlige/ det man skal arbejde på”. Det kan nok ikke undgås at støde nogen, når så flotte før-kroppe bliver lagt ud og vurderet som -det kan gøres bedre. Jeg hører dig , når du skriver at det handler om hvad der kan opnås, men for mange, kan det virke som en provokation at underkende den almindelige måske mere jævne krop. Som i dine kursisters tilfælde ofte er ovenikøbet, unge og i primetime alder. Og Kvinder.
    Du skriver lidt om kønsdiskrimination. At mænd anerkender hinandens ekstreme træning, altid. Det oplever jeg som lidt af en generalisering, og jeg kender mange miljøer/ kulturer hvor det ikke nødvendigvis er the shit at løbe marathon eller træne sig til store muskler. og igen andre mange steder som i MMA hvor det er the shit at have kål-ører.
    I stedet tror jeg, det handler om vores tids jagt på det perfekte i mange henseender, og at det somme tider bliver for meget for folk( jep, kvinder) at skulle top-præstere på alt og skulle være champ i det hele: uddannelse, bolig, krop, parforhold, karriere, madindtag, mode osv.
    Folk glemmer vel, at der sikkert ikke er pinligt øko-rent og Hay-agtigt toptjekkket hjemme hos dig, samtidig med at du har en master udd. i dit og skabet fyldt med modetøj fra dat. efter 5 timers træning og x timers blogging hver dag. Det handler om til- og fra-valg.

    Jeg så også billederne med de fine kroppe. De var fine både før og efter. Det handler også om fokus. Jeg havde, som første indskydelse, også lige en hurtig lyst lyst til at kommentere på, at den ene krop sgi da var lige så fin, som den anden, men jeg lod være…. for jeg følger jo din blog pga. dét som din blog kan vise. Og som jeg indimellem fokuserer på. Andre blogs følger jeg, fordi de er sjove eller menneskelige, når de blogger om det direkte modsatte, det pinlige eller det meget uperfekte. For der skal vel være plads til det hele, også det fine før-billede og dem, der har lyst til at klappe hende, med den runde mave på skulderen, og hig-five til den let buttede med træt takeaway, fordi hun har grinet med veninden det meste af dagen. Dem er der også blogs til. <3

  • Reply
    Anna Warrington
    19. november 2015 at 20:56

    Hørt! Det er simpelthen så anstrengende, at mange kvinder bruger SÅ meget energi på at være efter hinanden med negative og dømmende kommentarer. Tænk hvor meget gladere vi allesammen ville være, hvis vi kunne rumme hinandens forskellige måder at leve på, se ud på og tænke på? Jeg synes resultatet på billeder er fantastisk flot, og kan da ikke andet end tænke; skide godt arbejde! Der går jo intet af mig ved at give et kompliment til en anden?

  • Reply
    Laura
    30. november 2015 at 7:44

    Jeg synes du har så meget ret!!!
    Samtidig vil jeg også sige, at jeg synes det er rigtig fedt, at du også viser billeder af helt “almindelige” kvinder. Jeg har selv et sundt BMI og en meget almindelig krop, dog med de famøse 3-5 kg for meget på numse og hofter…. Så for mig giver et billede som ovenstående, meget mere inspiration/motivation til at give den ekstra gas, frem for et billede af en med for højt BMI der har tabt 15 kg.

  • Reply
    Helle
    10. december 2015 at 20:04

    Når nu denne smukke kvindes historie i større grad handler om de vildt flotte sunde ændringer hun har lavet, så var det måske en ide, at billederne viser andet end 2 bare maver. Ved at lægge et billede ud på denne måde fjerner det hurtigt fokus på hvad der vel egentlig er det vigtigste budskab i hendes historie, nemlig den øgede træning, sundere valg af mad og ikke mindst hendes bedre velvære.
    Jeg har efter en hårdt graviditet mange ekstra kilo der skal væk. Der motiverer det omdiskuterede billede mig ikke særlig meget. (På samme måde som -15kg måske ikke motiverer en der skal tabe sig 2kg). Hvad der motiverer mig er den glæde og overskud den seje kvinde har fået ud af forløbet hos dig. Budskabet forsvinder bare lidt for mig, desværre.
    Til sidst vil jeg sige, at du har fuldstændig ret i at kvindekroppe er meget forskellige. Jeg er i størrelse og BMI overvægtig, men i muskel- og fedtopbygning er jeg helt “normal”. Omvendt går der også mange tyndfede rundt i verden. Det ville være så godt for os alle hvis fokus ikke var på at sammenligne størrelser og former, men at vi derimod kunne lade os inspirere af hinandens livsstile.

  • Reply
    Anne K
    4. januar 2016 at 14:27

    Jeg synes også lige vi må huske at alles krope altså er forskellige og vurderingen som du rigtigt nok skriver må ligge på bmi, fedtprocent osv og så ikke mindst hvordan man har det. Nogle kvinder er bare større end andre også selvom BMI siger det samme, og det samme gælder altså omvendt. Ikke alle kvinder er naturlige med store hofter og en kæmpe barm, som desværre i forbindelse med anti-skinny kampagner er blevet billedet på den naturlige kvinder. Jeg er selv petite, og jeg kan faktisk godt blive støt over hvad man efterhånden mener er en rigtig kvinde. Hvornår er der lige at det går op for os at alle er forskellige og lærer at se os selv som værende smukke og unikke? Respekt til hende på billedet for at have nået sit mål, og respekt til alle andre kvinder der kæmper for det de ønsker uanset hvilken kropsform man så har.

  • Reply
    Et kig tilbage på året der gik: Top 10 mest læste indlæg ‹ healthyskinnybitch.dk
    5. januar 2016 at 15:41

    […] 10. Hvis vi klapper hinanden på skulderen, så ville vi alle blive gladere […]

Leave a Reply