Healthy Skinny Bitch
Blog Min blog

Når kroppen siger fra part II – getting back on track

For et par uger siden skrev jeg et indlæg om, at min krop havde sagt fra. Og selvom jeg egentlig har det lidt ambivalent med diagnosen, så er jeg blevet ramt af stress.

Først og fremmest vil jeg sige 1000 gange tak for alle jeres søde beskeder, personlige beretninger, forståelse og støtte. Aldrig i mit liv havde jeg forestillet mig, at jeg i den grad ville blive væltet bagover af kærlighed. Det har været vanvittig overvældende, men virkelig også varmet, at læse jeres beskeder. Der er en del, som jeg endnu ikke har besvaret, men jeg har også haft brug for lige at synke det hele, men det er bestemt ikke fordi, at jeg ikke er taknemmelig for alle jer, der har skrevet. Mange af jer har spurgt ind til mit forløb, som jo langt fra er slut, og jeg vil i dette indlæg forsøge at besvare jeres spørgsmål så godt jeg kan.

Én af de ting, der har været overvældende har været, at jeg ret tidligt i forløbet følte, at jeg blev nødt til at melde ud, da det blandt andet betød, at jeg sygemeldte mig fra min holdundervisning og sagde fra i forhold til et projekt jeg skulle launche med Charlotte Bircow. Det er vigtigt for mig, at understrege, at jeg på ingen måde fortryder, at jeg meldte ud og var ærlig omkring, hvad der skete, men det var samtidig så tidligt i forløbet, at jeg stadig var usikker på, hvordan mit forløb ville udvikle sig, hvordan jeg skulle tackle det og hvordan jeg ville reagere på det hele. Jeg blev nærmest udråbt som powerkvinde og forbillede for min udmelding, men jeg føler mig egentlig ikke som en heltinde. Jeg har bare fået stress, og det er jeg på ingen måde bange for at italesætte eller stå ved, men jeg ved jo stadig ikke, hvor lang tid forløbet kommer til at tage eller hvilken betydning det får for min hverdag. Så selvom jeg er vanvittig taknemmlig for al jeres støtte, så er jeg ikke sikker på, at jeg nødvendigvis er et forbillede for alle andre. Jeg kan jo kun tale ud fra mig selv, og hvad der fungerer for mig. Jeg har, som jeg beskriver senere i indlægget været oprigtig glad og taknemmelig igennem hele forløbet indtil videre. Og selvom det har været virkelig skræmmende at mærke kroppen sige fra på den måde, så ser jeg det for en mulighed for virkelig at lære noget om mig selv, mine egne grænser og passe på mig selv og min mentale sundhed. Det er jo lige så individuelt, hvordan man reagerer på stress, som der findes mennesker, så jeg vil bestemt ikke gøre mig til herre over, hvordan andre skal tackle stress, hvad der er rigtigt eller hvad der er forkert, men jeg kan dele mine erfaringer og de kommer her:

 

KROPPEN

Som jeg skrev i mit første indlæg (find det her!), så mærkede jeg tydeligt, at min krop sagde fra. I spurgt hvordan, og her er svaret: Weekenden efter min boglancering tog jeg i sommerhus med min dejlige kæreste. Vi ankom fredag aften, og jeg havde i en længere periode op til launchen været bevist om, at jeg var for presset. Jeg er vant til en arbejdsuge på +60 timer med mit job som chefredaktør på FIT LIVING, 6 ugentlige hold i FitnessDK og bloggen. Dertil kommer min egen daglige træning, sociale arrangementer og middagsaftaler. Og da jeg virkelig elsker at være social og ikke er bundet af børn osv., så har jeg ofte aftaler hver dag. Så med en boglancering og et nyt fuldtidsprojekt med daglige videoer, der skulle på YouTube og Facebook havde jeg i over de sidste par måneder mærket, at det var for meget. Alle projekterne var hver for sig gode og lystprægede, men jeg manglede timer i døgnet, og da mine +60 timer blev til +70 timer i en længere periode begyndte selv de sjoveste projekter at føles som en pligt. Noget der skulle overstås. Men jeg knoklede igennem for jeg skulle jo bare liiige over på den anden side af boglanceringen.

Det kom jeg så, men da min kæreste spurgte om vi skulle bade den fredag aften blev jeg nærmest vred. Vi var lige kommet op til sommerhuset, og ja ja man kan se vandet fra terrassen, men hvorfor skulle vi stresse sådan? Det lyder jo virkelig fjollet for det drejede sig om et dyp i havet, men jeg kunne ikke overskue det og takkede nej. Næste dag stod jeg op og satte bolledej over til hævning, og min kæreste spurgte igen om jeg ville med ned og bade imens bollerne hævede. Samme irritation og stressende følelse ramte kroppen, men jeg var samtidig bevist om, hvor irrationel den var, og jeg ville jo egentlig gerne ned og bade. Så det gjorde vi. Efter morgenmaden skulle vi køre en tur. Igen meldte følelserne sig, og da min kæreste var hurtigere end mig til at tage sko på og sagde, at han var klar til at køre, så brød det hele sammen. Jeg begyndte at stortude, og fik snøvlet mig igennem en tale om “at det på ingen måde var hans skyld, men jeg virkelig var presset og havde brug for at gøre tingene i mit eget tempo”. Min kæreste blev selvfølgelig forskrækket over mit voldsomme udbrud over, at han havde taget sko på, men var virkelig sød og hurtig til at forstå alvoren. Vi satte os ud i bilen og kørte en times tid, hvor min krop lukkede helt ned. Det var som om alt gav efter. Jeg kunne ikke bevæge mig og tårerne trillede ned af kinderne på mig. Jeg sad og kiggede ud af vinduet. Jeg kunne ikke snakke, og jeg kunne ikke bevæge mig. At skulle flytte hovedet fra højre til venstre var en kraftanstrengelse, der tog al min energi. Da vi kom tilbage til sommerhuset bar han mig ind i seng, måtte tage tøjet af mig og i løbet af de næste 48 timer sov jeg i ca. 30 af dem. Jeg vidste, at det var alvorligt. Jeg har arbejdet meget i mange år og har tidligere følt, at stressen nærmede sig, men jeg har altid stoppet op i tide og holdt den for døren. I løbet af den næste uge mærkede jeg så, at dette ikke var noget, der “bare” kunne tackles ved at skære lidt ned på de sociale arrangementer der skulle gøres noget.

 

FIT LIVING

Allerede mandag formiddag valgte jeg at fortælle min chef, der er magasindirektør på Egmont om weekendens hændelser. Jeg kunne mærke, at det stadig sad i kroppen på mig, og jeg havde brug for, at hun vidste, hvad der foregik og at jeg var ærlig og ikke skjulte noget over for hende eller at hun først opdagede det, hvis det gik rigtig galt. Min chef er fantastisk. Hun var med det samme forstående og værdsatte min udmelding. Hun forstod alvoren og foreslog med det samme, at jeg tog fri. Men jeg havde ikke lyst til at tage fri. For der var jo deadlines og vigtige møder. “Det er der altid” var hendes udmelding, “det vigtigste er, at du har det godt, og det er trods alt kun et magasin”. Men jeg insisterede, og vi lavede en aftale om, at jeg kunne melde fra alt, hvad jeg ikke følte, at jeg kunne overskue, kunne tage fri uden varsel og hun tjekkede og tjekker stadig op på mig nærmest dagligt. Hun spurgte om hun kunne gøre noget, og jeg sagde, at hun gerne måtte hjælpe mig med at finde en coach eller psykolog med speciale i stresshåndtering. Det gjorde hun og sammen med Egmonts HR chef fandt de hurtigt frem til en vanvittig dygtig psykolog hos Implement Group, som jeg har været hos én gang og skal se igen imorgen. Den første uge var jeg meget i tvivl om, hvor alvorlig min stress var. Og jeg stillede nærmest spørgsmålstegn ved min krops reaktion. For var trætheden, kvalmen, svimmelheden og angsten for at være i rum med for mange mennesker, mennesker jeg ikke kendte godt og de høje lyde i virkeligheden bare noget jeg bildte mig ind? Var det noget jeg følte fordi, at jeg ved, at det er sådan stress kan føles eller var det noget jeg reelt følte? Jeg var jo hverken ikke ked af det eller deprimeret, så måske det bare var opspind. Da jeg torsdag eftermiddag kørte hjem i min bil efter en fotoskydning brød jeg fuldstændig sammen. Stortudende og rystende. Jeg var på telefonen med min ven hele vejen, da jeg var bange for at køre, hvilket jeg retrospekt selvfølgelig ikke skulle have gjort, og min kæreste kom styrtende hjem fra arbejde for at tjekke op på mig. Jeg sov et par timer og tog afsted til min holdundervisning. For jeg kunne jo ikke bare melde fra et par timer før mine hold startede, når nu mine piger havde planlagt deres dag efter det. Det blev de sidste hold jeg skulle undervise i et stykke tid.

 

FITNESS DK

Mine sidste hold blev den torsdag aften. Der stod jeg fuldstændig svimmel, med kvalme, en hals der snurrede sig sammen og sorte prikker under øjenene. Størstedelen af tiden sad jeg på huk og holdt fast i ting. Holdt fast i anlægget og stativerne til vægtene. Jeg troede vitterligt ikke, at jeg skulle komme igennem, hvad der føltes som den længste halvanden time i mit liv. Jeg havde fortalt et par af pigerne, hvordan jeg havde det inden, så jeg vidste, at hvis jeg faldt om, så vidste de hvorfor. Jeg havde undervist om tirsdagen og onsdagen med den største frygt. Jeg var ikke selv med på holdene. Det vidste jeg, at jeg ikke kunne. Jeg fakede mig igennem med et smil på læben og en høj og muligvis stressskinger stemme. Jeg kommanderede rundt med pigerne og mine mere end 10 års undervisning gav pote, for jeg kom igennem timerne, men ærligt har jeg ingen idé om, hvad jeg har sagt. De første par dage var jeg svimmel og fik kvalme, men jeg var i tvivl om, hvorvidt det var noget jeg virkelig følte, og måske kunne jeg bare nøjes med ikke at være med på holdene i en periode og så bare undervise og råbe mig igennem timerne som dengang jeg underviste med en brækket fod, på krykker med benet i en skinne. Men efter torsdag var jeg ikke i tvivl. Jeg kunne ikke. Så den aften gik jeg hjem og sygemeldte mig frem til 1. juni og sendte samtidig et udkast til, hvordan jeg evt. kunne undervise lidt mindre, når jeg kom tilbage igen. Distriktchefen i FitnessDK tog heldigvis styring. Jeg fik en mail tilbage om, at det vigtigste var, at jeg fik det godt, men at det samtidig var det vigtigt også at tænke på medlemmerne og hans erfaring var, at et sådanne forløb kunne tage længere tid. Så han har taget mig af holdplanen frem til midten af august, hvor sommerplanen slutter. På den måde skuffer jeg ikke nogle, hvis jeg ikke er klar d. 1. juni og bliver jeg klar og får jeg go fra min psykolog, så kan jeg starte op før, men jeg har ikke en deadline. Først blev jeg sur. Jeg havde jo lige løst problemet og lavet en plan. Men min kloge kæreste pointerede venligt, men bestemt, at der faktisk intet var at være sur over. For jeg vidste jo faktisk overhovedet ikke, hvor længe det her ville tage eller hvor meget jeg kunne eller havde lyst til at undervise, når jeg kom igen. Så denne løsning gav mig jo faktisk frihed til at koncentere mig om, at komme helt ovenpå og holde alle døre åbne for en holdbar løsning på den anden side. Sidenhen har jeg indset, at han havde fuldstændig ret, og at den kære distriktchef har givet mig alle muligheder for, at komme bedst muligt ovenpå og tilbage igen, hvilket jeg er ham dybt taknemmelig for.

 

TRÆNINGEN

Jeg har ikke trænet siden d. 19. april Det er første gang i over 10 år, at jeg har lavet så lidt som jeg har gjort nu. Men jeg kan mærke, at det er helt rigtigt. Jeg kan tydeligt mærke og se det på min krop. Jeg taber muskelmasse og tager på. Jeg overvejende spiser sundt, men som det passer mig. Jeg har vilde cravings for frugtjuice og hurtige kulhydrater, så det får jeg meget mere af end jeg plejer, men jeg tror på, at det er helt rigtigt at glemme alt om, at spise “rigtigt”, tallet på vægten, muskelmassen og fedtprocenten. Jeg spiser en pizza, når jeg har lyst, men jeg får jo masser af grøntsager, fisk, magert kød, mejeriprodukter og fuldkorn. Og ærligtalt, så må det altså også være fuldstændig ligegyldigt lige nu. For selvom kroppen ikke er den jeg føler mig bedst tilpas i lige nu, så ved jeg, at det er dét, som den har brug for, og jeg ved også, at jeg om nogen har alle værktøjer og redskaber til at komme tilbage i topform på den anden side. Så de dage jeg kigger mig selv i spejlet og bliver træt af, hvad jeg ser, så tænker jeg det som en investering i at få det godt. Og jeg ved, at det sidste jeg skal er at stresse kroppen ved f.eks. at spise mindre fordi jeg ikke træner, og jeg ved, at jeg kommer stærkere ud på den anden side. Det gør jeg altid. Både da jeg brækkede min fod og da jeg blev ramt af den autoimmune gigtsygdom reaktiv attrit for nogle år siden endte jeg stærkere og gladere på den anden side.

Min psykolog spottede hurtigt, at jeg ikke ville trives ved at sidde og stirre ind i en væg, så vi har aftalt, at jeg kan gå til al den yin yoga jeg vil i The Wolfpack Gym og meditere. Jeg har faktisk kun været til én yoga time, men det var jeg allerede weekenden efter mit breakdown og det var alt for tidligt. Min krop rystede, jeg tudede og kunne ikke ligge stille eller holde ud at ligge i strækkene, og jeg kunne slet ikke overskue at ligge i et yogalokale selvom der kun var ganske få andre. Jeg kan mærke, at min krop har det bedre, og når jeg på et tidspunkt er klar, så glæder jeg mig til at genoptage min praksis. Jeg har til gengæld mediteret en del derhjemme. Jeg bruger to apps, som jeg er vildt glad for. Den ene er Svendstrups “Mentaltræning”, hvor jeg bruger programmet “Fysisk afspænding” og den anden er Glenn Harrolds “Relax & sleep well”. Jeg har også forsøgt mig med “Headspace”, som er ret populær, men jeg kan meget bedre lide de to andre, så det er dem jeg bruger.

Og så går jeg til ugentlig zoneterapi hos den dygtigste Carina Kilhof på Bryggen. Hun har seriøst magiske hænder. Hun har tidligere afhjulpet mig med løbeskader, mine veninder med fordøjelsesproblemer og har for nylig fået min redaktionschef til at være fri for sin pollenallergi for første gang i 30 år, og nu laver hun målrettet behandling imod min stress. Det er så vildt at mærke, hvad hun kan gøre ved kroppen, og hvordan hun kan få den til at arbejde og ikke mindst give efter, falde til ro og få stressen til at forlade kroppen. Jeg har altid givet hende de varmeste anbefalinger, men efter dette forløb er jeg tæt på at tvinge alle jeg kender til at gå hos hende. For jeg ville virkelig ønske, at alle fik lov til at opleve, hvad jeg oplever.

Den seneste uge er jeg begyndt at mærke en begyndende rastløshed, så jeg er begyndt at gå lidt og cykle rundt, hvilket jeg nyder helt vildt. Til at starte med kunne jeg ikke cykle. Jeg var pludselig helt usikker på cyklen, så det er fedt at kunne cykle igen. Det er sjovt, så meget man pludselig kan værdsætte så basale ting som at kunne gå på gaden uden angst og at cykle på arbejde om morgenen uden at være bange for ikke at kunne holde balancen.

 

SoMe, MOBIL & MAIL

Jeg har aftalt at køre laveste blus på mine sociale medier i minimum én måned. Det betyder, at jeg kan blogge, men KUN når jeg gør det af lyst. Føler jeg, at jeg gør det af pligt, så skal jeg lade være også selvom det er dér jeg føler den største forpligtelse til at gøre det. I weekenderne må jeg ikke lægge noget op og jeg må heller ikke tage billeder, så jeg kan ligge noget op på et senere tidspunkt. Så jeg har været på en idyllisk sommerhustur med min veninde, hendes to vidunderlige unger og min kæreste samt været i Stockholm i 25 grader og spist de mest instagrammable avokadomadder og pandekager uden at lægge billeder op af det. Det er virkelig sundt at prøve, men det er også skræmmende, hvor meget alle inklusiv mig selv er på deres telefoner hele tiden. Jeg har virkelig øvet mig i at have telefonen på lydløs stort set 24/7, jeg har night shift lys på skærmen fra kl. 22-07, og jeg må ikke arbejde eller tjekke mails efter kl. 17. Heller ikke selvom jeg ikke svarer. For de fylder jo stadig i hovedet selvom jeg ikke svare. Faktisk har mailen været det sværeste. Jeg trykkede pr. automatik på mailikonet hver gang jeg låste skærmen op på mobilen. Og det var først, da min veninde spurgte om ikke jeg havde flyttet ikonet, at det gik op for mig, at jeg bare kunne rykke den om på side 3, hvilket har gjort en kæmpe forskel. Nu er dét at tjekke mail en aktiv handling. Det føles fedt, og det er ét af de bedste og mest lavpraktisk råd jeg har fået.

 

SOCIALLIV

Den første uge fyldtes min krop med angst ved tanken om at gå i Føtex, gå på gaden i myldretid eller sidde på en café eller et offentligt sted. Det er allerede meget bedre, og jeg kan sagtens gå ind og hente min daglige filterkaffe hos Lagkagehuset eller sidde på Værnedamsvej og drikke kaffe i solen uden at få angst. Men jeg har lavet en regel med min psykolog om, at jeg som udgangspunkt ikke laver nogle faste aftaler med nogle den første måned. Jeg kan se folk spontant, men jeg skal virkelig mærke efter om det er noget jeg har energi til og får energi af. Jeg holder mig fra store presseevents, møder ude af huset og møder med folk jeg ikke kender. Jeg går ikke ud og fester i weekenderne eller sidder på en bar fredag aften. Det er underligt fordi, at det er noget jeg normalt elsker, men omvendt er det også virkelig fedt, at have tiden til at lave ingenting, kunne mærke efter og bare melde ud, at jeg ikke laver faste aftaler. For min krop er meget mere træt end den plejer, og jeg har valgt at være åben far start og forklaret i større eller mindre grad hvorfor, og alle har udvist respekt og forståelse, og der er ingen der er blevet sure over, at jeg har meldt fra til fester og sociale arrangementer.

 

STATUS

Jeg har hele tiden haft en klar mavefornemmelse om, at jeg ville trives bedst med at arbejde i det omfang jeg kunne. Min psykolog var enig. Hun understregede, at hun i nogle tilfælde ville beordre 3 måneders øjeblikkelig sygemelding, men i mit tilfælde og med mit energiniveau og ikke mindst min arbejdsglæde kunne vi afprøve, at jeg opretholdt en del arbejde under meget strenge retningslinjer. Så jeg arbejder hver dag på Egmont. Min chef og min redaktion siger nærmest dagligt, at jeg skal huske, at jeg altid kan tage fri eller arbejde hjemme, men jeg elsker faktisk at være på Egmont, og selvom der arbejder omkring 300 mennesker på publishing afdelingen, så føler jeg mig helt tryg. Sidste uge endte jeg med at have flere dage til kl. 17-18 stykker, hvor de ikke kunne smide mig hjem, så i denne uge har jeg besluttet mig for, at jeg går senest kl. 15. Og selvom det kan være svært at slukke computeren, når min redaktion stadig sidder og arbejder, så føles det rigtigt, og min redaktion har heldigvis været så gode til at sende mig hjem og sørget for ikke at forstyrre mig med ting, der lige så godt kan vente til næste dag, og det er der faktisk en del der kan opdager man lige pludselig.

 

HUMØRET OG TAKNEMMELIGHEDEN

Det lyder måske underligt for udefrakommende, men jeg har faktisk været virkelig glad igennem hele forløbet. Det er selvfølgelig mega skræmmende, når kroppen siger fra på den måde, men samtidig har det også været en lettelse og føltes lidt som en befrielse. For selvom jeg har haft angst for at være i store offentlige rum og stadig ikke kan gå ud og være social som jeg plejer, så har jeg helt grundlæggende været enormt glad og taknemmelig. Jeg har jo rationelt godt vidst, at jeg pressede mig selv for meget, men jeg har været styret af alle de mange muligheder, som jeg ikke kunne sige nej til. Og jeg elsker jo virkelig alle de ting jeg laver, men det blev til sidst projekterne der styrede mig og mit liv i stedet for, at jeg selv styrede min tid og mine projekter. Min største udfordring har været at sige “nej”. For hvorfor i alverden skulle jeg dog sige nej til noget, der lød sjovt?

Så jeg har pakket min kalender med sjove møder, sjove aftaler, sjove byture, fantastisk holdundervisning samt et job og en blog som jeg lever og ånder for. Men selv de sjoveste projekter kan føles som en pligt, hvis man ikke har tiden, og en følelse af konstant utilstrækkelighed melder sig. Så jeg har indset, at jeg engang imellem er nødt til at sige nej til nogle fede projekter for at prioritere at lave ingenting. Og det har jeg muligheden for at lære at gøre nu.

Der er stadig lang vej igen, og det er helt sikkert ikke noget jeg kommer til at efterleve fejlfrit her og nu eller for den sags skyld nogensinde, men jeg kan blive bedre og med tiden blive rigtig god til at stoppe op, mærke efter og prioritere. Og jeg ser det virkelig som en mulighed for at lave en seriøs ændring af min dagligdag, der gør, jeg i stedet for at gå rigtig mange år i møde på randen af stress kan få rigtig mange år, hvor jeg kan nyde, at jeg har et job, som jeg elsker og mennesker omkring mig som er fuldstændig over stregen fantastiske.

Jeg kan allerede mærke, hvordan jeg er blevet endnu mere glad for at være på FIT LIVING, og hvor rigtigt det arbejde er for mig. På samme måde kan jeg mærke, at jeg virkelig også elsker at skrive på min blog, ligge billeder på min instagram og jeg glæder mig som et barn juleaftensdag til at komme tilbage til mine fitnesspiger – uanset hvornår og hvor mange timer det ender ud med at blive til.

Så når folk siger, at det er “synd” for mig, at jeg har fået stress, så siger jeg “Nej” Det er det virkelig ikke! Det er en gave!”. Det lyder vanvittig kliché agtigt, men jeg mener det. Jeg er så taknemmelig. For det er ikke kommet af, at jeg var i et job jeg hadede eller var et dårligt sted i mit liv. Det er sket på det bedst mulige tidspunkt. Jeg har ingen børn, som jeg skal tage ansvar for endnu, jeg har oplevet en vanvittig opbakning fra mine chefer, mine arbejdspladser og mine følgere. Jeg er økonomisk sikret, og jeg er omringet af en dejlig mand, en støttende familie og et netværk af tætte venner, der er der 110% for mig, og som dagligt ringer til mig, skriver til mig og griber mig, hvis jeg falder. Og så er det faktisk helt okay at falde engang imellem også selvom det gør ondt. Og jeg glæder mig allerede til de mange gode år jeg har i vente.

 

Jeg håber, at I har fået svar på jeres spørgsmål. Og selvom det ikke nødvendigvis er sådan du eller dine har oplevet stress, så håber jeg, at I har fået noget ud af dette indlæg alligevel, og ønsker I det forsat, så skal jeg gerne dele lidt mere på et senere tidspunkt.

 

You Might Also Like...

5 Comments

Leave a Reply