Identitetskrise, bikram og antistress

Jeg har altid været en PULSPIGE eller dvs. i al den tid jeg har trænet og nydt det har jeg været en pulspige (læs: 10 års tid).

Jeg kan huske, at én af mine venner på et tidspunkt sagde til mig “Sara! Den eneste grund til, at jeg ved, at du ikke lider af den vildeste ADHD er, at du rent faktisk er i stand til at være målrettet, når det kommer til at drive dit firma.”  Og det er rigtig nok. Jeg har krudt i røven, og jeg sætter en ære i det. Min holdundervisning har igennem de sidste 10 år været kendetegnet ved, at timerne var hårdere, vildere og hurtigere end mange af de klassiske fitnesshold. Jeg stiller aldrig krav om, at du skal kunne alle øvelserne 100%, men jeg forventer at du presser dig 110% hele tiden og konstant stræber efter at blive sejere, stærkere og bedre. Udstrækning bliver ofte negligeret selvom jeg ved, at det nok burde prioriteres højere, men min holdning har lidt været, at det kan pigerne sgu godt selv klare efter timen, hvorimod de har svære ved at presse sig selv helt ud over kanten.

 

 

Jeg har længe ville dyrke mere mobilitetstræning (smidighed/udstræk) og forsøgt mig med reformer og yin yoga. Men for at bruge ét af de begreber, som jeg skriver om i min bog, så var det nok én af de ting, som jeg gerne ville dyrke mere af, men ikke én af de ting jeg virkelig ville. Derfor har jeg ikke rigtig fået prioriteret det! Jeg er kommet frem til at reformer nok ikke bliver min foretrukne træning som det er lige nu. Det er lidt for meget en blanding. Det er ikke rigtig styrketræning, men lidt alligevel. Det er ikke rigtig smidighedstræning, men lidt alligevel. Og da jeg dyrker relativt meget styrke- og konditionstræning, så er det ren smidighedtræning jeg har brug for. Yin yoga er fedt og utrolig smertefuldt, men det har alligevel ikke fanget mig helt nok til, at jeg har fået det prioriteret. Men nu er der så sket det totalt syrede, at jeg er blevet totalt hooked – jeg vil nærmest sige afhængig af BIKRAM YOGA!

Det hele startede med, at jeg, som jeg tidligere har skrevet (her), tabte et væddemål til en ven, og endte med at blive tvunget til bikram i The Wolfpack Gym kl. 6.30-8.00 om morgenen. Jeg har vitterligt altid synes, at det var den mest latterlige yogaform af dem allesammen! Det er de samme øvelser (gab!), det foregår i et overdrevet varmt lokale, som udgiver sig for at gøre det hele meget bedre (og som tilmed ofte har et fuldstændig svedindsvøbt væg-til-væg gulvtæppe på gulvet), men i min verden kun bidrager til at lokalet bliver rimelig klamt, lugter underligt, og hvis man endelig skal fremhæve én fysiologisk fordel ved det, kan forbedre kroppens evne til at temperaturregulere sig selv selvom de fleste steder prøver at sælge det på ideen om, at du forbrænder meget mere… not true. Og nåh ja, så bliver det toppet med at foregå på (ofte rimelig dårligt) engelsk og være samlingspunkt for en kæmpe gruppe super selvhøjtidlige yogatyper, der kun spiser rene, økologiske ting, aldrig drikker kaffe eller drikker drinks, men kun grøn matcha og som slet ikke behøver at få pulsen op ved at løbe en tur eller lignende “for det får de jo til den hårde yoga”. SORRY! Jeg ved godt, at jeg sikkert har pisset alle mine læsere af, der dyrker yoga, men det var sådan jeg havde det, og ja! Det var mega fordomsfuldt I know, men det var nu engang sådan mine få bikramtimer havde fået mig til at tænke.

Men allerede efter 2. gang blev jeg lidt hooket – for ja, jeg var jo nærmest i dårligt humør efter 1. gang! Og lige pludselig var jeg i totalt identitetskrise. For jeg var fandme blevet totalt afhængig af bikram. I skrivende stund kan jeg mærke på min krop, at den higer efter at komme til bikram fordi, at jeg ikke har været til det siden tirsdag pga. en pressetur i udlandet.

Det hjælper jo gevaldigt, at Sofie, der står for bikramtimerne i The Wolfpack Gym viste sig at være røvhamrende dygtig, at der ikke var væg-til-væg tæpper, men i stedet et særligt gulv, så man kan rengøre det ordentligt (og at det rent faktisk bliver gjort hele tiden!), og at de så samtidig har valgt at investere i nogle særlig varmepaneler, der renser luften og gør at den ikke bliver så klam og fugtig. Så som jeg skrev tidligere, så besluttede jeg mig for at gå til bikram én morgen om ugen. Og selvom jeg ikke har gjort det mere end 5-6 uger, så er jeg blevet totalt afhængig af det, og forsøger så vidt muligt at komme op på 2-3 gange om ugen. Det er svært, når jeg har så mange (også morgen-) hold, men min krop elsker det!

Jeg har faktisk haft totalt svært ved at identificere mig med det – samtidig med, at jeg er blevet virkelig glad over endelig at være blevet hooked på en form for mobilitytræning.

Jeg tror måske også, at det har noget at gøre med, at jeg arbejder +60 timer hver uge, og stort set aldrig har fri i weekenderne. Max 1/2 dag om ugen. Det er nok “lidt” uholdbart i længden. Det er jeg helt bevidst om. Men med en bog, relancering af et magasin osv., så har det bare været nødvendigt, og noget som har betyder meget for mig, og som jeg har elsket at gøre samtidig med at det har været mega hårdt – særligt fordi jeg har holdt fast i mine hold og min (lidt forsømte) blog.

Jeg fortryder på ingen måde, at jeg arbejder så meget, og det er helt klart mit eget valg, men jeg ved også, at jeg skal passe på, og at jeg snart skal arbejde lidt mindre, hvis jeg skal holde og skal blive ved med at elske alt hvad jeg laver, som jeg er så heldig, at gøre nu.

Jeg kan mærke, at min bikram giver mig den ro, som min krop har brug for. Pludselig er det blevet en mental forkælelse, at det altid er de samme øvelser og den samme rutine. For jeg føler, at jeg forbedrer mig en lille bitte smule hver gang (jeg er pinligt bevidst om, at jeg stadig er dårlig, men det går den rigtige vej). Det er fantastisk dejligt at blive varmet igennem her på de kolde vintermorgener, så pludselig glæder jeg mig til at træne i varmen. Og Sofies (engelske) guidelines er nærmest blevet et meditativt mantra, som jeg virkelig nyder. Jeg tror, at det bikramtimerne giver mig er en tvungen time out. Hvis jeg begynder at tænke på møder, emails og events, så er der kontant afregning. Jeg mister nemlig balancen og vælter rundt. Det er så tydeligt. Så jeg bliver tvunget til at koncentrere mig om at være til stede lige der hvor jeg er. Og det er så fedt.

Så med andre ord, så blev det her en meget lang smørre om, at jeg tog fejl! Bikram holder 100%, og selvom jeg har haft virkelig svært ved at identificere mig med det, så jeg er totalt omvendt og jeg vil anbefale jer allesammen at give det en helt oprigtig chance! Gerne et par gange. Jeg elsker personligt at træne hos Sofie i The Wolfpack Gym, og hvis du har mod på at prøve kræfter med det, så kan du får en gratis prøvetime hos dem her! Husk at drikke masser af vand dagen før og medbring vand, måtte og håndklæde (kan også lejes, hvis du ligesom mig glemmer det halvdelen af gangene).

 

Namaste og god søndag derude!