For noget tid siden skrev jeg et indlæg om, at jeg havde droppet marathon, og hvordan min målsætning om at løbe et marathon var blevet et pres og en konstant dårlig samvittighed over at løbe for lidt, for kort og for langsomt. Siden har jeg løbet meget mere end jeg har gjort i virkelig lang tid, men på en hel anden måde. Det har føles fedt. For nogle uger siden løb jeg den første tur, hvor jeg virkelig genfandt min løbeglæde, men jeg har løbet helt anderledes end før. Jeg har løbet alt fra 2-8k, men ikke mere. Jeg har primært løbet på løbebånd inden min øvrige bokse- eller styrketræning, og jeg har ikke haft noget mål med at løbe andet end at det skulle føles fedt at løbe. Jeg har sat mig for, at jeg skal løbe 3k som opvarmning, men har benene været virkelig gode og lette, så har jeg løbet lidt mere, men stoppet ved 5k, så jeg ikke gik kold i mit løb. Det har virkelig været specielt at opleve, hvordan det har givet mig løbeglæden igen ikke at have et pres omkring et marathon hængende over hovedet, og det har givet mig stof til eftertanke.
Jeg har altid arbejdet meget med målsætninger. Både i forhold til mig selv, men særligt i forhold til mine klienter. “Jeg vil gerne tabe mig og strammes op” er en sætning, som jeg har hørt 1000 gange til indledende kostvejledningssamtaler. Fint, men hvor meget vil du tabe dig? Hvornår er du strammet op? Hvad betyder det for dig? Du kan jo ikke score, hvis du ikke har et mål. Sådan har jeg arbejdet meget, og sådan vil jeg nok også blive ved med at arbejde fremadrettet. Og det var det samme jeg gjorde for mig selv med min træning.
Jeg har jo altid hadet at træne og bevæge mig tidligere (se før/efter billeder her!), og at jeg er blevet en totalt fitnessidiot, der elsker at træne og ikke kunne forestille mig ikke at have mine fitnesshold er et mirakel. Men f.eks. med løb har det været vigtigt for mig at have et mål at arbejde hen imod fordi, at jeg aldrig har været en specielt god løber. Og selvom jeg gerne ville være god til at løbe, så har det ikke været det, som jeg har synes var sjovest, hvorfor det ofte er blevet nedprioriteret. Derfor har et mål om at skulle løbe et 10k løb, halve- og hele marathons fået mig afsted og holdt motivationen oppe.
Men det har ændret sig. Jeg er ved at se enden på min første 3 ugers sommerferie i 10 år, og jeg har savnet mine fitnesshold og pigerne hver eneste dag. Samtidig har det været super fedt, at kunne rejse, tage i sommerhus, drikke rødvin på en tirsdag og ikke mindst have god tid til at træne selv. Jeg har stort set trænet hver dag. Jeg har på de 3 uger haft 3 dage, hvor jeg ikke har trænet. Den ene dag var fordi, at jeg sad i et fly hele dagen, og de andre 2 dage har været fordi, at jeg aktivt har valgt ikke at træne lige netop den dag. Jeg har også haft dage, hvor jeg har trænet morgen og aften, men det har ikke været 100% træninger hver gang overhovedet eller træninger, hvor jeg skulle presse mig selv ud over grænsen. Faktisk har min træning været 100% lystbetonet, og det er gået op for mig, hvor indre motiveret jeg er, når det kommer til træning, og hvilket betydning træning har i mit liv.
For det er sgu da lidt mærkeligt, at man har lyst til at træne hver dag. Hvis jeg kunne og havde al tid i verden, så ville jeg træne morgen og aften… og tro mig, det er ikke mere end et års tid siden, at jeg havde det helt omvendt. Når jeg var færdig med at være på arbejde i et fitnesscenter, så ville jeg bare gerne se på og tale om noget andet end træning. Men jeg er virkelig kommet til et punkt, hvor jeg virkelig elsker min træning. Jeg elsker at bevæge mig, jeg elsker følelsen at være i god form og være stærk. Men jeg har absolut intet mål om, at skulle være den vildeste, stærkeste eller bedste til noget af det.
Jeg kan godt lidt at gå rundt med høj musik i ørene og lave all-round styrketræning, men jeg har intet mål om at kunne squatte 100 kg. Jeg er faktisk totalt ligeglad med om jeg kan squatte 30 eller 60 kg, og med al respekt for dem der synes det er det vildeste i verden, så har jeg personligt ikke lyst til at have den krop, som jeg får af kun at styrketræne virkelig tungt. Jeg kan godt lide at løbe og vil gerne blive bedre, men jeg behøver ikke at løbe et marathon. Jeg har indset, at det er meget vigtigere for mig, at blive bedre til at løbe, så flere af mine løbeturer føles lette, at benene flyver afsted over jorden og at jeg har lyst til mere. Jeg er overraskende nok blevet afhængig af Bikram yoga hos Sofie i The Wolfpack Gym, men behøver ikke blive yogainstruktør, tage til Indien eller presse mig selv helt derud, hvor jeg bliver svimmel og dårlig på timerne. Jeg elsker min boksetræning med min træner Jesper Bregengaard, der uden tvivl er den mest geniale træner jeg i mit liv har haft, og som er en pissehamrende dygtig, men jeg har absolut intet ønske om at stå i en ring og slå på en anden kvinde… jeg kunne nærmest ikke finde på noget, som jeg havde mindre lyst til.
Det lyder lidt som en blanding af røvsygt og meningsløst, men for mig er det lige netop det omvendte. Jeg har indset, at det træning gør for mig er, at give mit et frirum og et space, der er mit og som ikke handler om alt det jeg coulda, woulda, shoulda. Jeg arbejder som minimum fra 6.30-20.30 hver dag. Jeg har altid 1000 e-mails jeg kunne besvare, blogindlæg jeg kunne skrive, sms’er, facebook beskeder og instagramposts, som jeg kunne bruge tid på. Jeg ser som udgangspunkt aldrig tv. For jeg kommer så sent hjem fra arbejde eller middagsselskaber, at jeg som regel går på hovedet i seng, og ser jeg tv, så sidder jeg som regel med telefonen i hånden og computeren på skødet imens jeg arbejder. Og gør jeg det ikke, så drifter mine tanker ofte hen på de ting jeg liiiige burde gøre. Er det sundt? Nej, det er det sgu nok ikke, men jeg har arbejdet meget med, at lade det være okay, at mine e-mails først bliver besvaret dagen efter. At der ikke kommer så mange blogindlæg op som jeg drømte om, og at det langt fra er alle sms’er og FB beskeder, der bliver besvaret med det samme. Men når jeg træner, så er det min tid. Alle e-mails, opkald osv. forsvinder for en times tid eller to. Jeg mærker mig selv, min krop og mine tanker drifter hen på ingenting. Det er SÅ ubeskrivelig fedt og selvom jeg kan være træt eller udmattet efter en træning, så har jeg clearet hovedet, og da jeg har fået en relativt god grundform har det gjort det sjovt at lege med nye træningsformer, surfing, boksning osv, hvor man skal bruge kroppen på en anden måde end jeg er vant til, hvor det tidligere var en total ydmygelse fordi konditionen fejlede og min koordination var som en 3-årigs. Og dét at være nået dertil er mere end rigeligt for mig.
Jeg har derfor besluttet mig for, at jeg ikke behøver at have et mål med min træning. Tværtimod. Jeg vil virkelig bare nyde, at jeg ikke træner for at træne op til noget, men træner for at træne. Jeg vil værdsætte, at jeg er én af de få, der rent faktisk træner fordi, at jeg elsker det og ikke kan lade være. Og jeg vil holde fast i, at det er helt okay ikke at skulle performe med sin træning, men gøre det fordi, at det sjovt, sundt og giver mig en holdning og krop, som jeg føler godt tilpas i. Så jeg har besluttet mig for aktivt at lægge alle mine målsætninger på hylden og virkelig bare nyde, at jeg oprigtig er blevet indre motiveret og træner for at træne, fordi jeg kan lide det og fordi, at jeg ikke kan lade være. Og så er det faktisk helt okay ikke at have et mål eller noget, som man skal nå.
No Comments