Om at genfinde sin løbeglæde

Da jeg besluttede mig for at droppe mit marathon for et par måneder siden gav synet af mine løbesko mig dårlig samvittighed, mine ben blev tunge blot ved tanken om at løbe 5k, og jeg må ærligt indrømme, at jeg på ingen måde kunne huske, hvorfor jeg overhovedet havde bildt mig selv ind, at løb var fedt.

 

 

Men det har virkelig hjulpet mig ikke at have et mål med mit løb, og min løbeglæde er allerede kommet igen. Det startede for et par uger siden, da jeg løb rundt om søerne med Lilja. Det var en tur på 7k, og jeg havde tømmermænd. Det kunne virkelig mærkes. Jeg var tung i kroppen, blev hurtigt presset på vejrtrækningen (vi løb bestemt ikke hurtigt), og det var på ingen måder en fornøjelse. Jeg skulle pace kvindeløb ugen efter. 10k. Jeg blev faktisk lidt nervøs. Pace 5:30 (11 km/t) har længe været min langdistancepace, og jeg havde derfor ikke haft fantasi til at forestille mig, at det skulle blive en udfordring. Men selvom jeg betragter mig selv, som værende i god form, så er det ikke det samme som at være i god løbeform.

 

 

Jeg tog mig derfor sammen. Løb en lille tur i løbet af ugen op til kvindeløbet, og da dagen kom var der masser af overskud. Det var den fedeste oplevelse. Pigerne vi pacede var mega seje, der var masser af glade heppekor på ruten og vejret var perfekt. Ikke for varmt, ikke for blæsende og tørt.

 

 

Allerede om mandagen altså to dage efter skulle jeg løbe Vitamin Well Awake social-run 5k i pace 5:30-6:00. Igen var det en mega fed oplevelse med god stemning, lette ben og i den eneste time den mandag uden regn, men i stedet en fin morgensol og dejlige damer.

 

 

Siden har jeg løbet 1-2 gange om ugen. Det er ikke fordi, at jeg har løbet specielt langt, primært 5-8k indendørs på løbebånd, men det har været de fedeste turer. Hver gang har jeg oplevet, at have overskud. For mig kan 5-10k på løbebånd hurtigt blive én meget lang diskussion. For det bliver hurtigt kedeligt synes jeg. Men de sidste par gange har jeg fundet den der følelse, som jeg havde glemt. Det er følelsen af, at dine ben kan flyve. Jeg har følt mig “let”, ikke haft ondt i hverken knæ, hofter eller lår. Min vejrtrækning har været kontrolleret og jeg har haft overskud. Det er virkelig længe siden, at jeg har følt det sådan. Det har været det vildeste kick hver gang. Det er selvfølgelig aldrig alle ture der er lige gode, og jeg forventer heller ikke, at alle mine fremtidige løbeture skal være så fede som de sidste, men det har været så ubeskrivelig fedt at genfinde glæden ved at løbe. Samtidig kan jeg mærke, at det også kribler i mig for at tilmelde mig CPH Half her til september, men jeg har besluttet mig for ikke at tilmelde mig. Jeg vil i stedet holde fast i at løbe uden mål. Og hvis det forsætter, vejret bliver godt osv., så agter jeg bestemt også at løbe lidt længere, men jeg vil ikke tilmelde mig før i sidste øjeblik. For jeg må indrømme, at jeg er vildt bange for at miste min løbeglæde igen, som til marathon, hvis det bliver en ting jeg skal træne op til. Så selvom jeg lige nu har lyst til at løbe mere og længere, sætte mig mål og gå all-in, så holder jeg lidt igen. For jeg vil gerne bevare min løbeglæde og følelsen af at have lyst til mere for det er den vildeste motivation ever.